• Fri fragt over 499 kr.
  • Levering indenfor 1-2 hverdage
  • Vi matcher prisen!

Tid til vinterstøvler - vælg de rigtige til dit barn

Oprettet d.

Tid til vinterstøvler - vælg de rigtige til dit barn

Sommeren er forbi, og inden vi får set os om, er det tid til at finde vinterstøvlerne frem. Der findes mange forskellige typer og mærker af vinterstøvler til børn, og det er ikke helt ligegyldigt, hvilke man får købt. 
 

Vinterstøvlerne skal gerne kunne modstå sne, slud og frost, samtidig med at fødderne skal kunne ånde i støvlerne. Det er også vigtigt, at barnet kan bevæge sig frit og lege med vinterstøvlerne på - også uden at de går i stykker. 

 

Netop derfor er det en god idé at tænke over kvaliteten, når du køber vinterstøvler til dit barn. Så er du fri for at skulle ud at købe endnu et par, inden sæsonen er slut - hvilket nok ender med at blive endnu dyrere, end hvis du havde købt et par gode fra start. 

 

Men hvordan ved man, om vinterstøvlerne er af god kvalitet og kan det, de skal? Og hvad er det der TEX for noget? Bare rolig, vi guider dig gennem køb af vinterstøvler til dit barn i indlægget her. 
 

Hvornår er det tid til vinterstøvler?

Det er aldrig til at vide, hvornår vintervejret med frost og sne for alvor sætter ind i Danmark. Nogle år er det allerede i oktober, mens det andre år først viser sig i december. Men en god tommelfingerregel er, at det er tid til at tage vinterstøvlerne i brug, når temperaturen kommer ned på de 5 grader og derunder. 

Mange forældre er lidt i tvivl om, hvilket fodtøj barnet så skal have på, indtil temperaturen kommer helt ned på de 5 grader og under. For når temperaturen siger under 10 grader, er det ved at være for koldt med fodtøj uden foer. Men det er altså stadig for varmt til vinterstøvler.

Her kan termostøvler, også kaldet gummistøvler med foer, være en rigtig god løsning. Især på de våde dage, hvor temperaturen ligger mellem de 6 og 10 grader. 

Termostøvler og vinterstøvler - hvad er forskellen?

Er du ligesom mange andre forældre lidt i tvivl om, hvad forskellen egentlig er på termostøvler og vinterstøvler? Og kan man ikke bare bruge termostøvlerne som vinterstøvler? 

Termostøvler er gummistøvler, der er foret indvendigt. De er rigtig gode til efterårsmånederne, hvor det ofte er vådt og køligt, men stadig er for varmt til vinterstøvler. Som nævnt bør barnet bruge termostøvler, når dagtemperaturen ligger mellem 6 og 10 grader. 

Det gode ved termostøvlerne er, at de er 100% vandtætte, samtidig med at foret holder fødderne dejlig varme. Vandtætheden gør dog også, at fødderne har sværere ved at ånde i termostøvlerne. 

Det betyder, at når barnet sveder i støvlerne, har varmen svært ved at komme ud af termostøvlen. TEX vinterstøvler er noget mere åndbare, og samtidig er de beregnet til at modstå sne, slud og kulde, som vinteren ofte byder på. 

Kan termostøvler erstatte vinterstøvler?

Der er selvfølgelig forskellige holdninger til, hvorvidt termostøvler kan fungere som vinterstøvler. Vores anbefaling er helt klart, at barnet har et par rigtige TEX vinterstøvler til vinteren og ikke bare termostøvler. Termostøvler bør altså ikke erstatte vinterstøvler. 

TEX vinterstøvler er nemlig, som allerede nævnt, beregnet til vinteren, hvor sne, slud, frost og kulde forekommer. Termostøvler kan ikke på samme måde modstå dette, men er bedst til det rigtig våde vejr. Desuden er åndbarheden en vigtig faktor, da TEX vinterstøvler er noget mere åndbare og dermed ideelle til vinter. De giver også fødderne mere støtte og er bedre at gå i. 

Dog er termostøvlerne rigtig gode, hvis I lige skal på en køretur om vinteren, hvor I kun kortvarigt er ude. Termostøvlerne er nemlig meget nemme for barnet at hoppe i og få af igen.  

For lige at opsummere, er termostøvlerne altså rigtig gode til overgangsperioden i efteråret og vinteren, inden det bliver frostvejr. De er også gode, når vejret er rigtig vådt og samtidig koldt, da termostøvler er 100% vandtætte. 

Desuden er de nemme for barnet at komme i, hvilket er smart, hvis I lige skal ud at køre eller andet, hvor barnet skal have støvlerne på og af kort tid efter hinanden. 

TEX vinterstøvler har dog en noget bedre pasform og er bedre at gå i. Derudover kan de holde vand, sne og frost ude, samtidig med at fødderne kan ånde, som de kan have svært ved i termostøvler. Man bør altså bruge TEX vinterstøvler fremfor termostøvler til sit barn, når frostvejret sætter ind. 

Hvad er TEX-membran i vinterstøvler?

Ordet TEX går igen, når det handler om vinterstøvler. Men hvad er det egentlig, det betyder? Når en vinterstøvle er med TEX, betyder det, at der sidder en tynd membran mellem støvlens foer og yderlæder. 

Denne TEX-membran har en isolerende og vandtæt effekt, som gør, at vand og sne ikke kan trænge ind. Men det gode ved TEX er, at føddernes overskydende varme dog stadig kan komme ud. Dermed sikres et godt indeklima for barnets fødder. 

Med en TEX vinterstøvle får du altså en isolerende og vandtæt støvle, hvor vand og kulde ikke trænger ind, samtidig med at fødderne kan ånde. På den måde sikrer du, at dit barn henover vinteren har tilpas varme og tørre fødder. 

Hvis dit barn alligevel kommer ind med fugtige strømper efter et par timers leg med vinterstøvler på, så skyldes det højst sandsynligt, at det ikke er koldt nok endnu.

Man kan hurtigt tænke, at vinterstøvlerne ikke er vandtætte, men ofte er fejlen, at man giver sit barn vinterstøvler på for tidligt, og barnet dermed sveder for meget. Som tidligere nævnt, er det tid til vinterstøvler, når temperaturen kommer ned på 5 grader og derunder. I overgangen indtil da, anbefaler vi termostøvler. 

Hvordan vælger jeg de rigtige vinterstøvler til mit barn?

Når du skal købe vinterstøvler til dit barn, er der flere egenskaber, du bør kigge på. Først og fremmest vil vi selvfølgelig anbefale dig at vælge en TEX vinterstøvle. Det vil altid fremgå af støvlens navn eller i produktbeskrivelsen, om støvlen er med TEX. 

Har du valgt en vinterstøvle med TEX, er du rigtig godt på vej. Så ved du nemlig, at støvlen er vandtæt, isolerende og samtidig åndbar. Herefter kan vi anbefale dig at kigge på vinterstøvlens sål. Den skal gerne være solid og skridsikker, så barnet kan stå fast, når det er glat og vådt. 

Endnu en vigtig parameter, når du skal købe vinterstøvler til dit barn, er, at de skal være praktiske at få af og på. Har du et lille barn, der endnu ikke selv kan tage støvlerne på, er det vigtigt, at det er hurtigt og nemt for pædagogerne i institutionen at give støvlerne på. 

Også når dit barn selv har lært at tage støvler på, er det lige så vigtigt, at det er nemt og hurtigt for barnet. Derfor anbefaler vi vinterstøvler med velcro, som er både nemt og hurtigt for voksne og børn. 

Hvad angår materialet, som vinterstøvlerne er lavet i, kan vi især anbefale skind/læder, som sikrer et rigtig godt indeklima for fødderne. Læder er nemlig et naturligt materiale. Derudover skal vinterstøvlen selvfølgelig være foret indvendigt.

Det er også vigtigt, at du får valgt den helt rigtige størrelse til dit barn. Det gælder både i forhold til voksetillæg og pasform. 

Voksetillæg i vinterstøvler

Som udgangspunkt anbefaler vi et voksetillæg på 1,5 cm i vinterstøvler. På den måde er der både plads til, at barnet kan bevæge tæerne og vokse lidt henover sæsonen. Dermed slipper du forhåbentligt for at skulle købe vinterstøvler til dit barn to gange i løbet af sæsonen. 

Hvis barnet lige er begyndt at gå, anbefaler vi dog ikke et så stort voksetillæg, da barnet da nemt kan snuble. Her anbefaler vi i stedet et voksetillæg på 1 cm. 

Foret i vinterstøvlerne gør også, at pladsen er en smule mere trang i starten, og derfor er det vigtigt med et voksetillæg på 1,5 cm. Men hvordan ved man, at der er det rette voksetillæg? Ofte er det nærmest umuligt at mærke udenpå støvlen, hvor barnets tæer går til.

Derfor anbefaler vi altid, at man måler barnets fødder, og derefter måler støvlen indvendigt, eller kigger på de oplyste mål for de forskellige størrelser i den enkelte støvle. På den måde sikrer man, at der er det rigtige voksetillæg på 1,5 cm i vinterstøvlen. Er du i tvivl om, hvordan du måler dit barns fødder korrekt? Så læs vores guide lige her

Vælg den rigtige pasform til dit barn

En korrekt pasform er afgørende for både komfort og funktionalitet, når det drejer sig om vinterstøvler til børn. Børns fødder varierer i bredde, så det er vigtigt at finde vinterstøvler, der passer ordentligt til dit barns fodform. 

Undersøg støvlens design og sørg for, at den ikke er for snæver eller for bred. En passende pasform sikrer, at støvlen sidder godt fast på foden og giver tilstrækkelig støtte.

Har du et barn med brede fødder, er det vigtigt, at vinterstøvlen er bred og rummelig, så den ikke klemmer. Har du et barn med en høj vrist, skal du sikre, at vinterstøvlen er høj nok. Har du omvendt et barn med smalle fødder, er det lige så vigtigt at vælge en vinterstøvle, som er smal i pasformen. 

Vi anbefaler igen, at du vælger vinterstøvler med velcrolukning til dit barn, da det giver mulighed for at tilpasse pasformen efter dit barns fod. Dette er især nyttigt, da det tillader en mere individuel tilpasning og gør det lettere at få støvlerne til at sidde korrekt.

Det første par vinterstøvler - begyndervinterstøvler

Skal dit barn have sit første par vinterstøvler? Så er der lige et par ting, du bør vide. Et barn, der netop har lært at gå, har brug for ekstra fleksible vinterstøvler. Derfor bør du vælge begyndervinterstøvler, som er særligt beregnet til små fødder, der lige er begyndt at udforske verden omkring dem.

Begyndervinterstøvler er ekstra fleksible og giver den rigtige støtte, når barnet stadig er lidt usikker på benene. Noget andet du skal være opmærksom på, når du har et barn, der for nyligt er begyndt at gå, er voksetillægget. 

Der bør nemlig ikke være så meget voksetillæg, når barnet stadig er ny i at gå. Normalt anbefaler vi 1,5 cm i voksetillæg i vinterstøvler, men det er altså for meget for et barn, der lige er begyndt at gå. 

Et for stort voksetillæg gør det sværere for barnet at gå, og det vil have nemmere ved at snuble. Derfor anbefaler vi kun 1 cm i voksetillæg i vinterstøvler, når der er tale om et barn, der lige er begyndt at gå eller stadig er usikker på benene. 

Foer i vinterstøvler til børn 

Når det drejer sig om at holde børns fødder varme og komfortable i vinterstøvlerne, er et uldfoer et rigtig godt valg. Uld er et naturligt materiale, der er kendt for sine isolerende egenskaber og evnen til at regulere temperaturen.

Uldfoer har derfor evnen til både at holde på kropsvarmen og forhindre kulde i at trænge ind. Når ulden anvendes som foring i vinterstøvler, skaber den et varmt og behageligt miljø for barnets fødder, selv under kolde vejrforhold.

Uld er et åndbart materiale, der tillader luftcirkulation i støvlerne. Uldfoer sikrer derfor et optimalt temperaturniveau og forhindrer også overophedning. Det kan absorbere og frigive fugt, hvilket hjælper med at holde fødderne tørre og komfortable. Dette er særligt vigtigt for børn, der er aktive og nemt kommer til at svede i deres støvler. 

Uld er også et naturligt stærkt materiale, der kan modstå slid og bevare sin form over tid. Når det bruges som foring i vinterstøvler til børn, er det med til at forlænge støvlernes levetid. Vi anbefaler derfor, at man vælger vinterstøvler med uldfoer til sit barn. 

Hvilke mærker laver gode vinterstøvler til børn?

Der findes en del mærker, der laver vinterstøvler til børn. Det kan være svært at finde rundt i, hvilke der er gode, og hvilke man måske bør holde sig fra. Det er selvfølgelig en individuel smagssag, men vi kan især anbefale vinterstøvler fra Angulus og bisgaard. 

Køber du vinterstøvler fra et af disse to mærker, er du sikret høj kvalitet og komfort, så dit barn får et par rigtig gode støvler, som holder hele sæsonen. 

Vinterstøvler fra Angulus

Angulus er et virkelig populært mærke, når det handler om fodtøj til børn. Vinterstøvlerne fra Angulus er af tårnhøj kvalitet og giver  optimal støtte til barnets fødder. De klassiske vinterstøvler fra Angulus er med TEX, som sikrer både vandtæthed og åndbarhed.

Derudover er de lavet i skind, som er noget af det bedste materiale, man kan vælge til vinterstøvler. Indvendigt er vinterstøvlerne foret med 100% lammeuld, som er blødt og sikrer det perfekte klima for barnets fødder. 

De klassiske vinterstøvler fra Angulus er normale til brede i pasformen og med justerbar velcrolukning. De laver også altid andre modeller, hvor der også er nogle, der passer godt til smalle fødder. 

De fleste Angulus vinterstøvler er med rågummisål, som giver en rigtig blød og god pasform. Rågummisålen er også utrolig skridsikker, så dit barn har stabilt fodfæste i det ofte våde vintervejr. 

Angulus laver både begyndervinterstøvler lige fra størrelse 20 og “almindelige” børnevinterstøvler op til størrelse 35. Farverne varierer efter sæson, hvor der både er klassiske neutrale farver, og nogle med lidt mere knald på farverne. 

Vinterstøvler fra bisgaard

bisgaard er ligeledes et populært mærke i vinterstøvler til børn. Kvaliteten er også her enorm høj, ligesom komforten er i top. Alle vinterstøvler fra bisgaard produceres i 100% naturlige materialer som læder, ruskind, tekstil og med uldfoer. 

Vinterstøvlerne fra bisgaard fås i mange forskellige modeller og designs, så der er noget for enhver smag. Har du et barn med smalle fødder, er bisgaards vinterstøvler typisk et godt valg. Men de laver også modeller, der er gode til bredere fødder. 

De fleste bisgaard vinterstøvler er med TEX, som selvfølgelig er fri for PTFE og PFC. Faktisk er TEX-membranen i alle bisgaards vinterstøvler 100% genanvendelig, som var det en plastikflaske. Du træffer altså et miljøvenligt valg, når du vælger vinterstøvler fra bisgaard. 

bisgaard laver også både begyndervinterstøvler og børnevinterstøvler i større størrelser. Farver og design varierer fra år til år, men bisgaard er god til at favne bredt, så der er noget for enhver smag. 

Pleje og vedligeholdelse af børnenes vinterstøvler

Når man har investeret i et par gode (og dyre) vinterstøvler til sit barn, vil man også gerne have, at de holder hele sæsonen. Måske kan lillebror- eller søster endda arve dem, hvis de er vedligeholdt rigtigt. 

De fleste vinterstøvler er i læder, som er et naturligt materiale, der er ret slidstærkt. Med den rette pleje kan de altså holde rigtig længe. Det er altid en god idé at give vinterstøvlerne en gang imprægnering, inden de tages i brug. 

Vær dog opmærksom på, at du skal vælge imprægneringsmiddel, der er særligt beregnet til TEX. Det er nemlig vigtigt at undgå produkter, der indeholder silikone, da dette kan blokere TEX-membranens porer og forhindre åndbarheden. Sørg for at læse vejledningen på imprægneringssprayen og påføre den jævnt på hele støvlen. Lad støvlerne tørre grundigt efter påføringen.

Når vinterstøvlerne tages i brug, er det en god idé løbende at holde dem rene. Fjern først overfladesnavs ved at tørre støvlerne af med en blød, fugtig klud. Hvis der er genstridige pletter, kan du bruge en mild sæbeopløsning, der er egnet til læder.

For at bevare læderets elasticitet og friske op i farven, kan du anvende en passende skocreme. Vælg en neutral skocreme eller en, der passer til læderets farve, og påfør den jævnt med en blød klud eller en skobørste. Lad cremen trænge ind i læderet og tør efter med en ren klud for at fjerne eventuel overskydende creme.

Når vinteren er ovre, er det vigtigt at opbevare læder-vinterstøvlerne korrekt. Rengør dem grundigt og sørg for, at de er helt tørre, inden du gemmer dem væk. Opbevar støvlerne et køligt og tørt sted, væk fra direkte sollys og varmekilder.

Ved at følge disse plejetips kan du forlænge levetiden og bevare udseendet på dine børns læder-vinterstøvler. Husk altid at læse og følge producentens plejeanvisninger, da forskellige typer læder kan kræve specifik pleje.

Hvis vinterstøvlerne er af andet materiale, f.eks. ruskind eller tekstil, skal der anden form for pleje til. Ved regelmæssig pleje kan du sikre, at dine børns vinterstøvler både forbliver smukke og bevarer deres TEX-funktion, åndbarhed og komfort.

Brug for hjælp til at vælge de rigtige vinterstøvler til dit barn?

Her hos Krusedulle kan du købe TEX vinterstøvler til børnene lige fra størrelse 20 til 35. Vi har primært vinterstøvler fra Angulus og bisgaard, hvor vi kan stå inde for kvaliteten. Du finder også et stort udvalg af termostøvler af høj kvalitet. 

Er du i tvivl om, hvilke vinterstøvler du bør vælge til dit barn? Så vil vi rigtig gerne hjælpe og vejlede dig. Tøv ikke med at skrive til os på mail: krusedulle@krusedulle.shop. Her sidder vi klar til at svare på dine spørgsmål om vinterstøvler - eller hvad du ellers måtte være i tvivl om. 

Når du køber vinterstøvler hos Krusedulle, er du desuden altid velkommen til at skrive dit barns fodmål i kommentaren til din ordre. Så sørger vi for at måle vinterstøvlen efter, så vi er sikre på, at du har valgt den rigtige størrelse til dit barn. Vurderer vi, at en anden størrelse ville passe bedre, kontakter vi dig straks via mail, hvor vi sammen finder den rigtige vinterstøvle til dit barn.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar